Sag om drab på Libanons eksleder kan få afslutning efter 15 år

Tirsdag afsiger en særlig FN-domstol dom over fire mænd, der er anklaget for at stå bag drabet på den tidligere libanesiske premierminister Rafik Hariri.

De fire mænd, der angiveligt tilhører den shiitiske Hizbollah-milits, beskyldes for at være involveret i bombeangrebet, der dræbte Hariri for mere end 15 år siden.

Ud over ekspremierministeren blev 21 andre dræbt, og 226 mennesker såret af selvmordsbomben 14. februar 2005 i Libanons hovedstad, Beirut.

Sagen rystede hele regionen, vendte op og ned på Libanons politiske landskab og betød blandt andet, at Syrien trak sine tropper ud af landet efter 30 år og efter store demonstrationer.

Rafik Hariri var Libanons mest fremtrædende sunnimuslimske politiker og havde stærke forbindelser til Saudi-Arabien og Vesten.

Libanons parlament kunne i sin tid ikke blive enigt om at få igangsat en undersøgelse af bombeangrebet.

I stedet var det FN’s Sikkerhedsråd, der placerede sagen hos en særlig domstol i Haag i Holland.

Der gik ni år, før høringerne kom i gang. Og yderligere seks, før domstolen nu ventes at være klar til at fortælle, hvad den har fundet ud af.

Undervejs har sagen kostet mere end fire milliarder kroner og beskæftiget næsten 400 mennesker, herunder 11 dommere.

297 vidner har været afhørt. Men ingen af de fire anklagede har været i vidneskranken undervejs. De er alle på fri fod.

Hizbollah har nægtet at anerkende en eventuelt afgørelse.

Desuden kan de fire – eller deres advokater – appellere afgørelsen og forlænge sagen yderligere.

Domsafsigelsen er blevet ti dage forsinket på grund af den voldsomme eksplosion, der ramte havnen i Beirut for to uger siden.

Eksplosionen kostede mindst 178 personer livet og sårede tusindvis.

/ritzau/