FN-chef kræver øjeblikkelig løsladelse af Malis regering

FN’s generalsekretær, António Guterres, kræver en “øjeblikkelig og betingelsesløs” løsladelse af Malis præsident.

Det sker, efter at præsident Ibrahim Boubacar Keita, landets premierminister samt andre regeringsmedlemmer tirsdag blev anholdt af soldater, der gør oprør.

– Generalsekretæren fordømmer i høj grad disse handlinger og opfordrer til en øjeblikkelig genopretning af lov og orden i Mali, siger Stephane Dujarric, talsmand for Guterres.

Præsidenten og premierministeren blev angiveligt pågrebet i præsidentpaladset i Malis hovedstad, Bamako.

Det pludselige oprør er en markant eskalering af situationen i det skrøbelige vestafrikanske land, der i måneder har været præget af politisk krise.

Siden juni har modstandere af præsident Keita afholdt store demonstrationer, hvor de kræver, at han går af.

Onsdag eftermiddag vil FN’s Sikkerhedsråd ifølge diplomatiske kilder holde krisemøde om situationen.

Det er angiveligt Frankrig og Niger, der har anmodet om mødet. Det ventes at finde sted bag lukkede døre.

/ritzau/AFP