Regering betaler halvdelen af briternes café-regning med succes

Flere og flere briter vender tilbage til Storbritanniens restauranter og caféer, efter at regeringen er begyndt at betale en del af regningen.

Det viser et nyt studie publiceret mandag.

Det nye regeringsinitiativ ved navn “Eat Out to Help Out” gælder mandag til onsdag i hele august. Her tilbyder regeringen at betale 50 procent af prisen per person på måltider op til 82 kroner på pubs, caféer og restauranter.

En analyse fra det britiske analysebureau Centre for Economics and Business Research (CEBR) viser, at tiltaget på trods af pandemien har fået antallet af spisende gæster til at stige med 26,9 procent de første to uger i august.

En tiltrængt hjælp til Storbritanniens restaurationsbranche, der er blevet ramt utrolig hårdt af coronavirussets indtog.

I analysen fra CEBR står der, at det månedlange tiltag vil give Storbritannien “et meget tiltrængt skub hen imod normalitet”.

– Det er umuligt at benægte, at initiativet har været en succes, siger økonom ved CEBR Nina Skero.

/ritzau/AFP