Norsk borger sigtes for spionage: Havde kontakt til russer

Politiets efterretningstjeneste i Norge har anholdt en norsk statsborger, som er sigtet for at have videregivet klassificerede informationer til en fremmed magt.

Han er sigtet for at have skadet sit lands grundlæggende nationale interesser.

Ifølge efterretningstjenesten PST har den spionsigtede nordmand mødt en russisk efterretningsofficer.

Han blev anholdt på en restaurant, hvor han var til møde med den russiske officer, hedder det. Det skete uden dramatik.

PST har begæret, at han varetægtsfængsles i fire uger i isolation.

– Han erkender sig ikke strafskyldig, siger hans advokat ifølge avisen VG.

Sikkerhedstjenesten i Oslo oplyser, at den anholdte vil blive fremstillet i Oslo byret mandag eftermiddag med henblik på fængsling.

Sikkerhedstjenesten siger, at manden er sigtet for brud på straffelovsparagraf 123 og 124. De omhandler henholdsvis afsløring af statshemmeligheder og grov afsløring af statshemmeligheder.

Det er forbrydelser, der kan give op til 3 og 15 års fængsel.

Ifølge avisen Aftenposten er manden i 50’erne og bosat i Oslo-området. Han er norsk statsborger, men født i udlandet.

Han arbejder for Det Norske Veritas, der står for certificering og registrering inden for blandt andet maritime sektorer og energi. Det er en organisation med afdelinger i over 100 lande.

Det er ikke oplyst, om det var Veritas selv, der gik til myndighederne med oplysninger om mandens kontakter.

VG skriver, at mandens speciale betyder, at han er i kontakt med den norske forsvarsindustri og forskere, der arbejder med avanceret forsvarsteknologi.

/ritzau/