New Zealand udskyder parlamentsvalg efter smitteudbrud

New Zealands premierminister, Jacinda Ardern, siger mandag, at landets kommende parlamentsvalg bliver udskudt med fire uger.

Dermed skal det nu skal afholdes 17. oktober.

Årsagen er, at coronavirus er blusset op på ny i landet, som ellers var blevet erklæret smittefrit og havde gået 102 dage uden kendte tilfælde af lokalt overført smitte.

– 17. oktober giver partierne nok tid til at planlægge i forhold til de nye omstændigheder, som de kommer til at føre kampagne under, siger Ardern på et pressemøde.

Landets største by, Auckland, har oplevet en smittestigning, og fredag blev det besluttet, at omfattende coronarestriktioner i byen skulle forlænges.

Kun essentielle gøremål – blandt andet madindkøb og motion – er som udgangspunkt tilladt.

Presset er på det seneste steget på Ardern for at udskyde valget.

Både internt i regeringen og hos det største oppositionsparti, National Party, har der været talt for en udskydelse.

Hos National Party er der utilfredshed med, at partiet har måttet aflyse valgmøder. Partiet har beskyldt Ardern for at udnytte krisen til at få mere støtte.

Parlamentsvalget skulle oprindeligt have været afholdt 19. september.

/ritzau/Reuters