Leder i Australien undskylder for coronakrydstogskib

Premierministeren i den australske delstat New South Wales har mandag undskyldt på vegne af myndighederne for “alvorlige fejl” ved håndteringen af en coronakrise på krydstogtskibet “Ruby Princess” i Sydney i marts.

Covid-19 om bord på skibet udløste Australiens værste smitteudbrud på daværende tidspunkt.

Udtalelserne fra delstatens premierminister, Gladys Berejiklian, kommer på et tidspunkt, hvor Australien har noteret 25 coronarelaterede dødsfald på et enkelt døgn. Det er det højeste antal i løbet af virusbruddet.

Australien har i alt registreret 23.500 tilfælde af covid-19 og 421 dødsfald i en befolkning på omkring 25 millioner. Det er langt færre end i mange andre udviklede lande. Men fejl omkring “Ruby Princess” og måske omkring manglende karantæne på hoteller har haft en høj pris.

Politikere i den australske delstat har kaldt det “katastrofalt”, at passagererne fik lov til at gå i land, da krydstogtskibets ledelse var fuldt ud klar over, at passagerer kunne være smittede.

– Vi var for langsomme til at tage ved lære, og jeg undskylder uforbeholdent på vegne af alle de enkeltpersoner og instanser, som begik fejl, siger Berejiklian.

En offentlig undersøgelse af udbruddet på krydstogtskibet har vist, at de lokale sundhedsmyndigheder begik utilgivelige fejl, da de tillod omkring 2700 passagerer, hvoraf 120 følte sig “sløje”, at gå i land den 19. marts.

I alt er skibet sat i forbindelse med mindst 900 smittetilfælde og 28 dødsfald.

Undersøgelsen af forløbet har vist, at de lokale sundhedsmyndigheder ikke sørgede for, at der på skibet var kendskab til krav om skærpede undersøgelser og til krav om isolation af syge passagerer.

Der blev heller ikke sørget for hurtige svar på undersøgelser af passagerer, som var “sløje”, da de gik i land.

Forud for Australiens anden virusbølge, som brød ud i Melbourne i juni, havde skibet været årsag til Australiens største smittespredning.

/ritzau/Reuters