Indien runder 50.000 coronarelaterede dødsfald

Indien har mandag passeret 50.000 dødsfald under den igangværende coronapandemi.

Det viser data fra landets sundhedsministerium mandag morgen dansk tid.

Landet med omkring 1,3 milliarder indbyggere har de seneste 24 timer registreret mere end 900 nye dødsfald, hvilket bringer Indiens samlede dødstal op på 50.921.

Det svarer til 3,7 døde per 100.000 indbyggere.

Indien overhalede i sidste uge Storbritannien som det land i verden, der har registreret fjerdeflest dødsfald under pandemien på verdensplan.

Verdens næstmest folkerige nation er kun overgået af USA, Brasilien og Mexico med henholdsvis 170.052, 107.852 og 56.757 registrerede dødsfald, viser tal fra Johns Hopkins University.

Der er dog stor forskel på, hvordan de enkelte lande har registreret coronadødsfald, og det er derfor svært at sammenligne én til én på tværs af landegrænser.

I alt har Indien registreret 2,5 millioner smittetilfælde i løbet af pandemien. Ud af dem er 1,8 millioner raskmeldte igen.

/ritzau/AFP