Hviderussisk oppositionsleder er parat til at overtage

Den hviderussiske oppositionsleder Svetlana Tikhanovskaja siger, at hun er parat til at overtage ledelsen af sit land. Hun opfordrer til, at der banes vej for et ny valg.

Ved adskillige fabrikker i hovedstaden Minsk var demonstranter samlet mandag formiddag, rapporterer det statslige tv.

Titusinder af oppositionstilhængere var søndag på gaden i Hvideruslands hovedstad for at kræve præsident Aleksandr Lukasjenkos afgang.

– Jeg ønskede ikke at blive politiker. Men skæbnen har bestemt, at jeg nu befinder mig i frontlinjen i en konfrontation med et styre, der ikke har faste regler, og uretfærdighed, siger Svetlana Tikhanovskaja i en ny video fra sit eksil i Litauen.

– Jeg er parat til at tage ansvar og fungere som national leder i denne valgperiode, siger hun.

Videoen blev offentliggjort på sociale medier, efter at titusinder var på gaden søndag.

Lukasjenkos regime bliver beskyldt for massiv valgsvindel. Præsidenten hævder at have fået 80 procent af stemmerne ved søndagens præsidentvalg. Den 37-årige Tikhanovskaja, som er politisk uerfaren, stillede op, efter at hendes mand og andre kandidater var blev fængslet.

Hun har krævet et omvalg, efter at hun i sidste uge flygtede til nabolandet Litauen. Herfra har hun opfordret til fortsatte fredelige demonstrationer og til et stop for politiets brutale indsat for stoppe den folkelige opstand.

Demonstrationen i Minsk søndag var den største i landet siden Sovjetunionens sammenbrud, skriver nyhedsbureauet AFP.

Store menneskemængder gik gennem Minsk til den centrale Uafhængighedsplads. AFP’s journalist på stedet vurderer, at omkring 100.000 mennesker deltog i optoget.

Det uafhængige hviderussiske netmedie tut.by betegner demonstrationen som “den største i det uafhængige Hvideruslands historie”.

Tysklands præsident, Frank-Walter Steinmeier, opfordrer i en erklæring mandag “indtrængende det hviderussiske militær til ikke at anvende vold mod dets egen befolkning”.

Kreml meddelte søndag, at den russiske præsident, Vladimir Putin, har lovet Lukasjenko, at Moskva er parat til at støtte Hviderusland om nødvendigt, og at landet er under pres udefra.

/ritzau/AFP