Australien registrerer dødeligste døgn under pandemien

Australien melder mandag om landets hidtil dødeligste dag under pandemien, efter at sundhedsmyndighederne i delstaten Victoria det seneste døgn har registreret 25 dødsfald.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters natten til mandag dansk tid.

Landets indtil nu dødeligste døgn blev registreret 12. august, hvor 21 personer døde med covid-19.

De fleste andre delstater i Australien mangler stadig at melde om nye smittede og døde, men mandagens dødstal i Victoria er i sig selv nok til at sætte dagsrekord for hele landet.

Victoria og i særdeleshed millionbyen Melbourne har udviklet sig til epicentret for den anden bølge med coronavirus, der har ramt Australien.

Udover 25 dødsfald har myndighederne i delstaten det seneste døgn registreret 282 nye tilfælde af coronavirus.

Det er stort set det samme antal som dagen før.

Tallene indikerer, at antallet af nye smittede i Victoria igen er på vej i den rigtige retning, efter at hovedstaden Melbourne blev lukket helt ned i starten af august.

/ritzau/