Trump vender på tallerken og overvejer benådning af Snowden

USA’s præsident, Donald Trump, overvejer at benåde whistlebloweren Edward Snowden.

Det sagde han lørdag på et pressemøde på sit golfresort i Bedminster ifølge The New York Times.

– Mange mennesker mener, at han skal behandles anderledes, og andre mener, at han har lavet nogle virkelig forfærdelige ting. Jeg vil overveje det grundigt, svarer præsidenten på spørgsmålet om en eventuel benådning.

Meldingen markerer et kursskifte fra præsidenten. Tidligere har han betegnet Edward Snowden som en “forræder”.

Før Donald Trump stillede op som præsidentkandidat i USA sagde han i øvrigt, at Edward Snowden er en “spion, der burde henrettes”.

Edward Snowden var tidligere ansat i den amerikanske efterretningstjeneste.

I 2013 lækkede han store mængder fortrolige dokumenter. De afslørede blandt andet detaljer om USA’s masseovervågning – både på amerikansk jord og i udlandet.

I forbindelse med lækagen flygtede han ud af landet og fik asyl i Rusland.

De amerikanske myndigheder har i årevis forsøgt at få udleveret Edward Snowden, der er tiltalt for spionage.

Tidligere på ugen signalerede præsidenten også, at han har ændret mening om Edward Snowden.

I et interview med New York Post sagde han, at, “der er mange mennesker, der mener, at han ikke får en retfærdig behandling”.

Hvis Edward Snowden bliver benådet, kan han vende tilbage til USA.

Han har sagt i et tidligere interview med tv-stationen CNN, at han gerne vil hjem til USA. Det forudsætter dog, at han kan få sikkerhed for en retfærdig retssag. Den garanti har USA’s regering hidtil ikke villet give, sagde Snowden til CNN.

Menneskerettighedsgrupper har tidligere forsøgt at lægge pres på tidligere præsident Barack Obama for at få Edward Snowden benådet.

/ritzau/