Mindst 17 dræbt i angreb på hotel i Somalia

Bevæbnede mænd stormede søndag et luksushotel i Somalias hovedstad, Mogadishu.

De fem gerningsmænd dræbte i alt 12 mennesker, inden de selv blev dræbt af sikkerhedsstyrker. Dermed var det tre timer lange angreb nedkæmpet.

Det oplyser politi i Mogadishu og en regeringstalsmand.

Blandt de dræbte er to ansatte i Somalias regering, tre af hotellets sikkerhedsvagter og fire civile. De tre sidste ofre er endnu ikke identificeret.

Yderligere 28 er såret og bragt til hospitaler i området, siger en talsmand for redningstjenesten.

De øvrige gæster på hotellet er uskadte.

Den militante gruppe al-Shabaab har taget skylden for angrebet mod hotellet – Elite Hotel – der benyttes blandt andet af politikere, embedsmænd, journalister og somaliere, der er bosat i udlandet.

Angrebet blev indledt med en kraftig selvmordsbilbombe. Den eksploderede ved hotellets indgang, oplyser politiet.

Politi og soldater blev sendt ind i bygningen for at bekæmpe de militante. Det forlød på et tidspunkt, at gerningsmændene havde taget gidsler.

– Skudvekslingen er forfærdelig. Vildfarne kugler nåede ned til os tæt ved stranden, sagde Mohamed Nur, der arbejder for regeringen, da angrebet lige var begyndt.

Somalia har været præget af blodig vold siden 1991. Nogle af landets krigsherrer væltede regeringen og begyndte derpå at kæmpe indbyrdes om magten.

Siden 2008 har den militante gruppe al-Shabaab forsøgt at bekæmpe Somalias internationalt støttede regering. Al-Shabaab ønsker at indføre et styre baseret på islamisk sharialov.

/ritzau/dpa