Bevæbnede mænd stormer hotel i Somalia

Bevæbnede mænd har stormet et hotel i Somalias hovedstad, Mogadishu, søndag.

Mindst fem mennesker er dræbt i angrebet, oplyser politi til nyhedsbureauet dpa. To af de dræbte er hotellets sikkerhedsvagter.

De militante menes desuden at have taget gidsler, oplyser politibetjent Ahmed Bashane til dpa.

Forinden havde der lydt en kraftig eksplosion og skud, oplyser politi og øjenvidner ifølge nyhedsbureauerne Reuters og AFP.

Hotellet, der hedder Elite Hotel, benyttes blandt andet af politikere, embedsmænd, journalister og somaliere, der er bosat i udlandet.

Sikkerhedsstyrker er sendt til Lido strand, hvor hotellet ligger. Det siger en beboer tæt på stedet.

– Skudvekslingen er forfærdelig. Vildfarne kugler nåede ned til os tæt ved stranden, siger Mohamed Nur, der arbejder for regeringen.

Umiddelbart har ingen gruppe taget skylden for angrebet.

Somalia har været præget af blodig vold siden 1991, da nogle af landets krigsherrer væltede regeringen og derpå begyndte at kæmpe indbyrdes om magten.

Siden 2008 har den militante gruppe al-Shabaab forsøgt at bekæmpe Somalias internationalt støttede regering. Al-Shabaab ønsker at indføre et styre baseret på islamisk sharialov.

/ritzau/