Australsk surfer redder sin kone ved at slå på angribende haj

En australsk kvinde er sluppet med livet i behold, efter at en stor haj angreb hende lørdag. Det skriver Sydney Morning Herald.

Den 35-årige Chantelle Doyle surfede sammen med sin mand på Shelly Beach i Port Macquarie, der ligger knap 400 kilometer nord for Sydney, da en haj gik til angreb.

Doyles mand, Mark Rapley, sprang af sit surfbræt og over på hajen, hvorefter han begyndte at slå på den. Det fortæller lederen af livredderorganisationen i den australske delstat New South Wales, Steven Pearce.

– Denne mand padlede hen mod hajen og sprang fra hans bræt på hajen og slog den for at frigive sin kone, siger Steven Pearce.

Hajen, der vurderes at være en hvidhaj på omkring to til tre meter, slap grebet om Doyle, hvorefter manden hjalp hende på land.

– Det var temmelig vildt og virkelig heroisk, siger Steven Pearce.

Den 35-årige surfer blev behandlet på stedet for sine skader. Blandt andet havde hun store læsioner på sit højre ben. Derefter blev hun fløjet til hospitalet, hvor hendes tilstand var stabil.

Stranden i Port Macquarie og de omkringliggende strande blev lukket efter hændelsen i mindst 24 timer, fortæller Steven Pearce, mens livredderne overvågede hajen med blandt andet droner og jetski.

Alene i år er seks mennesker blevet dræbt af hajer i australske farvande, og yderligere seks personer er blevet alvorligt såret. Det gør det til et af de værste år for hajangreb i Australien.

I sidste måned blev en 15-årig dreng dræbt ikke langt fra stranden i Port Macquarie, da en haj angreb ham, mens han surfede.

– Det har været en usædvanlig travl periode med hajangreb på den nordlige kyst, siger Steven Pearce.

/ritzau/