Coronatal i Frankrig stiger til det højeste siden april

Frankrigs sundhedsministerium melder lørdag om 3310 nye smittetilfælde i det seneste døgn.

Det er det højeste niveau siden midten af april, hvor Frankrig havde indført en streng nedlukning for at stoppe smitten.

Det er fjerde dag i træk, at antallet af nye bekræftede smittetilfælde per døgn stiger.

Det viser tal fra det franske sundhedsministerium lørdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.

Frankrig er et af flere lande i Europa, hvor antallet af nye smittede er stigende.

Ser man på et gennemsnit for de seneste syv dage, er Frankrig nu oppe over 2000 nye smittetilfælde om dagen.

Myndighederne er ved at se nærmere på 252 klynger af udbrud. Det er 17 flere end for et døgn siden.

Siden coronavirusset nåede til Europa, er der bekræftet knap en kvart million tilfælde af smitte i Frankrig, viser en opgørelse fra Johns Hopkins University.

Frankrig har omkring 66 millioner indbyggere.

Det svarer til et smittetal på 3782 per million indbyggere, hvilket placerer Frankrig som nummer 42 på listen over lande i verden med flest smittetilfælde.

Det fremgår af tal fra Johns Hopkins University og Worldometers, når der renses for småstater med mindre end en million indbyggere.

/ritzau/