USAs postvæsen advarer om tabte brevstemmer

USA’s postvæsen har advaret flere delstater om, at der er brug for mere tid til at optælle brevstemmerne til det kommende præsidentvalg i november.

Postvæsenet mener, at en betydelig andel af brevstemmerne ikke vil nå at komme frem til vælgerne og tilbage til optælling og dermed potentielt ikke kommer til at tælle med.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

– Det er vigtigt, at de valgtilforordnede forstår og medregner vores operationelle standard og anbefalede tidsrammer, siger postvæsenets talsmand Martha Johnson.

United States Postal Service (USPS) er havnet midt i en politisk fejde med præsident Donald Trump. Han sagde torsdag, at han er imod at støtte postvæsenet med bedre finansiering.

Trump har ved flere tilfælde udtalt sig imod brevstemmer og sagt, at anvendelsen af brevstemmer fører til valgsvindel.

/ritzau/