Peru genindfører udgangsforbud fra søndag, efter at landet har registreret en fordobling af nye smittetilfælde.
Det oplyser præsident Martin Vizcarra onsdag lokal tid.
– Vi må tage et skridt tilbage i de restriktioner, vi har lempet. Fra søndag vender det nationale udgangsforbud tilbage, siger Vizcarra.
Siden 1. juli har Peru hævet flere coronarestriktioner, hvilket har medført en stigning i antallet af daglige smittetilfælde fra 3300 til 7000.
Præsidenten giver blandt andet familiesammenkomster skylden for de nye udbrud i landet. Derfor bliver sammenkomster også forbudt fra søndag.
I april var der en kort overgang udgangsforbud i Peru i forbindelse med, at landet havde erklæret krisetilstand.
Et natligt udgangsforbud har eksisteret i Peru siden midten af marts, grænserne er stadig lukket, og skolegang er aflyst resten af året.
Siden coronavirusset blev bekræftet for første gang i begyndelsen af året, har Peru registreret knap 490.000 smittede og 21.501 coronarelaterede dødsfald.
/ritzau/AFP