Kyllingekød fra Brasilien testet coronapositiv i Kina

En prøve fra frosne kyllingevinger, som blev importeret fra Brasilien til den sydlige kinesiske by Shenzhen, er blevet testet positiv for coronavirus.

Det oplyser de lokale kinesiske myndigheder, som nu frygter ny coronasmitte fra kød.

Lokale kontrolmyndigheder har under en rutinemæssig stikprøve testet kødet positiv.

Stikprøvekontrollen er blevet foretaget på importeret kød, fisk og skaldyr siden juni, hvor et nyt smitteudbrud blev sat i forbindelse med byens store Xinfadi-fødevaremarked.

Opdagelsen kommer, dagen efter at der blev fundet spor efter coronavirus på en pakke med frosne rejer fra Ecuador.

Kina har optrappet kontrollen i landets havne som følge af bekymringen over smitte i importerede fødevarer.

Sundhedsmyndighederne i Shenzhen har testet alle de personer, som har været eller kunne have været i kontakt med de inficerede fødevarer. De er alle testet negative.

Brasiliens ambassade i Beijing har ikke reageret med kommentarer på forløbet.

Kinesiske mikrobiologer i Kinas Nationale Center for Fødevaresikkerhed sagde i juni, at det ikke kunne udelukkes, at inficeret kød kunne føre til nye smitteudbrud.

Men forskere understreger, at der ikke er nogen stærke indikationer på, at coronavirus kan spredes via frossent kød.

/ritzau/Reuters