Over 40 personer i Beirut er tirsdag kommet til skade, da enheder fra politiet og militæret trængte demonstranter ud af byens midte. Det oplyser Røde Kors i Libanon ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.
Enhederne brugte tåregas og affyrede gummikugler mod menneskemængden, da demonstranter begyndte at kaste sten mod dem. 42 personer kom i den forbindelse til skade.
Ti blev bragt til hospitalet, mens de øvrige blev behandlet på stedet. Blandt de tilskadekomne var der både demonstranter og politifolk.
Siden en eksplosion i et pakhus på havnen i Beirut for en uge siden dræbte mindst 171 mennesker og forårsagede store materielle ødelæggelser, har der været demonstrationer i byen rettet mod landets politikere.
Tirsdag krævede demonstranter, at præsident Michel Aoun trækker sig fra posten, skriver nyhedsbureauet Reuters.
Den voldsomme vrede i befolkningen over eksplosionen fik mandag Libanons regering til at træde tilbage, men trods det fortsatte protesterne tirsdag.
/ritzau/