Sverige har fire nye coronadødsfald på et døgn

I det seneste døgn har Sverige haft fire dødsfald blandt mennesker, der er bekræftet smittet med coronavirus.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, ifølge nyhedsbureauet TT.

Dermed er i alt 5774 smittede personer døde i Sverige, siden coronaudbruddet begyndte.

Der er bekræftet 329 nye smittetilfælde i det seneste døgn. Dette tal har været nedadgående gennem juli og august.

I alt har Sverige bekræftet 83.455 tilfælde af smitte. Af dem har 2533 patienter været indlagt – eller er i dag indlagt – på intensivafdeling.

I Danmark er der onsdag registreret 111 nye tilfælde af covid-19 det seneste døgn. Af dem er 44 registreret i Aarhus.

I alt er 621 mennesker, der var bekræftet smittet med coronavirus, døde i Danmark.

Siden februar har i alt 15.070 personer herhjemme været smittet med covid-19, som er navnet på sygdommen udløst af coronavirus.

/ritzau/