Bolsonaro kalder stigende antal brande i Amazonas for en løgn

Brasiliens præsident, Jair Bolsonaro, siger tirsdag, det er “løgn”, at Amazonas-regnskoven brænder. Det er på trods af, at data fra hans egen regering viser, at tusindvis af brande lige nu breder sig over regionen.

Verdens største regnskov, Amazonas, blev i august 2019 ramt af de værste skovbrande i ni år, hvilket vakte bekymring over hele verden.

Men i år ser situationen ud til at blive endnu værre.

I juli steg antallet af brande med 28 procent i forhold til samme måned sidste år, og i august er der allerede blevet registreret mere end 10.000 brande, hvilket er 17 procent flere end i samme periode sidste år.

Det viser data fra Brasiliens rumfartsagentur, Inpe.

Alligevel udfordrer Bolsonaro i en tale tirsdag en række udenlandske repræsentanter til at flyve over Amazonas.

Her siger præsidenten, at man ikke vil se en eneste flamme, hvis man rejser med fly fra den fjerntliggende by Boa Vista til millionbyen Manaus midt i Amazonas-regnskoven.

– Historien om, at Amazonas er ved at gå op i røg, er en løgn, og vi må bekæmpe den med ægte tal, siger Bolsonaro i talen.

/ritzau/Reuters