Biden fremhæver Harris middelklassekamp i første optræden

Joe Biden og Kamala Harris optræder sent onsdag aften dansk tid sammen for første gang siden udnævnelsen af Harris som vicepræsidentkandidat tirsdag.

Det sker på Dupont High School i Bidens hjemby, Wilmington, i delstaten Delaware.

Biden indleder arrangementet med at rose sin nye makker, den 55-årige senator Kamala Harris fra Californien.

Biden kalder Harris for “den rigtige person” til rollen som USA’s vicepræsident.

– Kamala, som I alle ved, er intelligent, hun er hårdfør, hun er erfaren, og hun er en, som kæmper for dette lands grundsten: Middelklassen. Hun kæmper for alle dem, der forsøger at komme ind i middelklassen, siger Biden ifølge CNN.

– Kamala ved, hvordan man leder, hun ved, hvordan man træffer de svære beslutninger. Hun er klar til at udføre dette job fra dag ét.

Joe Biden betegner Kamala Harris’ historie som “USA’s historie”.

Som datter af en jamaicansk far og en indisk mor siger Biden, at Harris er “et barn af immigranter, som personligt ved, hvordan immigrantfamilier beriger vores land og kender udfordringerne ved at vokse op sort og indisk-amerikansk i USA”.

– I morges vågnede små piger op – især sorte piger, der føler sig overset og undervurderet i deres samfund – og i dag ser de måske sig selv for første gang i et nyt lys som præsidenter eller vicepræsidenter, siger Joe Biden ifølge CNN.

/ritzau/