Sverige registrerer yderligere fire coronadødsfald

I Sverige er der registreret fire dødsfald blandt coronapatienter det seneste døgn.

Det fremgår af en opgørelse fra den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten.

I alt 5770 er døde med coronavirus i Sverige.

Siden mandag er yderligere 154 personer testet positiv for virusset, hvilket betyder, at i alt 83.126 har været konstateret smittet, siden virusset brød ud.

Antallet af coronadødsfald er faldet markant i Sverige, der i april og maj toppede på over 100 dødsfald om dagen.

Ifølge statsepidemiolog Anders Tegnell er det dog for tidligt at glæde sig.

Ikke mindst fordi der den seneste tid er registreret en stigning i antallet af nye smittetilfælde blandt yngre voksne.

Han opfordrer alle, der har mulighed for det, til at arbejde hjemmefra, når ferien er forbi.

Det siger han på et pressemøde tirsdag ifølge mediet SVT.

/ritzau/