Secret Service skyder person ude foran Det Hvide Hus

USA’s præsident, Donald Trump, blev sent mandag aften dansk tid ført væk fra et pressemøde i Det Hvide Hus af medlemmer af sikkerhedstjenesten Secret Service.

Ifølge Trump selv skyldtes det en hændelse ude foran Det Hvide Hus’ område, hvor en person blev skudt af Secret Service.

Personen var angiveligt bevæbnet, oplyser Trump videre.

Den mistænkte er bragt til hospitalet. Vedkommendes tilstand kendes ikke.

Kort tid efter vendte Trump tilbage til sit pressemøde om coronasituationen i USA og fortalte, at der havde været en skudepisode ude foran Det Hvide Hus, men at situationen var under kontrol.

Ifølge præsidenten bad Secret Service ham om at forlade presserummet i Det Hvide Hus, mens sikkerhedstjenesten håndterede situationen udenfor.

Det Hvide Hus var kortvarigt i lockdown.

Også finansminister Steven Mnuchin og budgetdirektør Russ Vought blev eskorteret ud af presserummet af Secret Service, hvorefter dørene blev låst.

– Der var et skyderi ude foran Det Hvide Hus. Det ser ud til at være under kontrol nu. Men der var rent faktisk et skyderi, og nogen er blevet bragt til hospitalet. Jeg kender ikke personens tilstand, siger Donald Trump kort efter midnat til tirsdag dansk tid.

/ritzau/Reuters