Antallet af smittetilfælde runder 20 millioner globalt

Det globale antal af bekræftede coronasmittetilfælde har rundet 20 millioner.

Det viser en opgørelse fra Johns Hopkins University natten til tirsdag dansk tid.

Sammentællingen dækker perioden fra udbruddets begyndelse.

Af de over 20 millioner, som er blevet testet positive for coronavirus, er lidt over 12,2 millioner erklæret raske igen, mens virussygdommen har kostet næsten 734.000 mennesker livet.

For fire dage siden passerede antallet af smittetilfælde 19 millioner.

/ritzau/