Demonstrant mister livet under protester i Hviderusland

En demonstrant har mistet livet under protesterne i Hviderusland. Det skal ifølge politiet være sket, efter at en bombelignende genstand sprang i hænderne på ham, mens han prøvede at kaste den mod politiet.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters sent mandag aften.

Demonstranten er den første person til at miste livet under protesterne i Hviderusland. Det skriver nyhedsbureauet AFP.

Politistyrker i hovedstaden Minsk har mandag aften igen udkæmpet gadekampe mod demonstranter.

Mange af demonstranterne er støtter af oppositionen. De mener, at der er svindlet med resultatet af søndagens valg.

Ifølge de officielle resultater skulle præsident Alexander Lukasjenko være blevet genvalgt med omkring 80 procent af stemmerne. Hans hovedudfordrer, Svetlana Tikhanouskaya, skal kun have fået 9,9 procent. Det rapporterer tv-stationen ONT.

Over 30 personer er anholdt under mandagens uroligheder.

Politiet har ifølge flere vidner brugt både tåregas og gummikugler for at sprede demonstranterne. Det skriver AFP.

/ritzau/