Australien melder om rekordmange coronadødsfald

Australien har mandag registreret et rekordhøjt antal coronarelaterede dødsfald de seneste 24 timer med mindst 19 døde.

Det oplyser delstatens Victorias sundhedsmyndigheder natten til mandag dansk tid.

Alle dødsfaldene er blevet registreret i delstaten Victoria, der lige nu er epicentret for Australiens anden bølge med coronavirus. Her er især millionbyen Melbourne hårdt ramt.

De øvrige delstater i Australien mangler for nuværende at melde om nye smittede og døde, men mandagens dødstal i Victoria er i sig selv nok til at sætte dagsrekord for hele landet.

Myndighederne i Victoria har også registreret 322 nye smittetilfælde. Det er til gengæld det laveste antal nye smittede i næsten to uger.

Myndighederne i Victoria har i ugevis kæmpet med at få smitten under kontrol.

Delstatens premierminister, Daniel Andrews, erklærede for en uge siden katastrofetilstand og indførte blandt andet udgangsforbud fra klokken 20.00 til klokken 05.00 i seks uger.

Det betyder blandt andet, at borgerne i Melbourne ikke må bevæge sig mere end fem kilometer væk fra deres hjem, ligesom de kun må handle en gang om dagen.

/ritzau/