Otte personer dræbt af bilbombe ved militærbase i Somalia

En stor eksplosion ved en militærbase i Somalias hovedstad, Mogadishu, har lørdag kostet mindst otte personer livet.

Dertil er mindst 14 personer såret. Det oplyser nødhjælpsarbejdere.

Ifølge major ved militæret Abdullahi Mohamud er der tale om et angreb.

– Det må være en selvmordsbombe i en bil. Vi er i gang med at tage os af de tilskadekomne, siger han.

Der er umiddelbart ingen, der har taget skylden for angrebet. Men den militante islamistiske gruppe al-Shabaab retter ofte angreb mod regeringens tropper.

Soldater åbnede ild efter eksplosionen, som sendte skyer med røg op i luften. Det siger øjenvidnet Halima Abdisalan, som bor i området med sine tre børn.

– Vi løb indenfor af frygt. Jeg kunne se en militærbil køre i høj fart med mange soldater dækket af blod. Jeg ved ikke, om de var døde eller tilskadekomne, siger hun.

Siden 2008 har al-Shabaab kæmpet for at vælte den internationalt anerkendte regering og etablere et styre med egne fortolkninger af den islamiske sharialov.

/ritzau/Reuters