Toprådgiver for flere amerikanske præsidenter er død

Den tidligere general og nationale sikkerhedsrådgiver i USA Brent Scowcroft er død. Han blev 95 år.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Brent Scowcroft var både national sikkerhedsrådgiver under præsident Gerald Ford og George H.W. Bush.

Han er den eneste i USA’s historie, der har været sikkerhedsrådgiver under to forskellige præsidenter, skriver nyhedsbureauet NTB.

Den tidligere general var desuden en nær rådgiver for præsident Richard Nixon såvel som præsident Jimmy Carter.

Scowcroft var som rådgiver i mange år med til at udforme USA’s udenrigspolitik.

Blandt andet efter Vietnamkrigen, da kommunismen faldt i Østeuropa, da Kina slog nådesløst ned på demonstranter på Den Himmelske Freds Plads, og da Saddam Hussein invaderede Kuwait.

/ritzau/