Libanon tilbageholder 16 personer efter eksplosion i Beirut

Libanesiske myndigheder har tilbageholdt 16 personer, efter at en kraftig eksplosion ramte Libanons hovedstad, Beirut, tirsdag.

Det skriver det statslige nyhedsbureau NNA torsdag.

NNA citerer dommer Fadi Akiki fra den føderale militærdomstol i Libanon.

Han siger, at myndighederne har forhørt mere end 18 havne- og toldmedarbejdere, der enten var ansvarlige for eller involveret i lageret på havnen, hvor eksplosionen fandt sted.

– 16 personer er tilbageholdt som led i efterforskningen, siger Fadi Akiki ifølge NNA.

Akiki sætter ikke navne på de tilbageholdte. Han siger desuden, at efterforskningen fortsat er i gang.

Mindst 145 mennesker er dræbt og over 5000 såret i eksplosionen.

/ritzau/Reuters