Fly med næsten 200 om bord forulykket i Indien

Et passagerfly fra Air India med 191 personer om bord er forulykket ved landing i lufthavnen i byen Kozhikode, der ligger i det sydvestlige Indien, rapporterer den indiske tv-station TVS ifølge Reuters.

Adskillige passagerer er kvæstet, siger en talsmand for Air India.

En politikilde siger til Reuters, at mindst to mennesker frygtes dræbt, og at 35 mennesker er kvæstet. Det er ikke officielt bekræftet.

Ifølge en video, som India Today har delt på sin hjemmeside, skal en af de to piloter være dræbt.

Ifølge flere medier er et stort antal passagerer sluppet fra ulykken i live.

Billeder delt på sociale medier viser et fly, der er brækket over i to dele, tilsyneladende efter at være endt udenfor landingsbanen.

Ambulancer og brandbiler er hastet til stedet. Ifølge de foreløbige meldinger er flyet ikke brudt i brand.

Flyet var på vej fra Dubai og skulle lande i Kozhikode, der også er kendt under navnet Calicut.

/ritzau/