Bolton: Får Trump en ny periode kan Nato falde fra hinanden

Den amerikanske præsident Donald Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver John Bolton advarer nu om store konsekvenser for det internationale militære samarbejde, Nato, hvis Trump vinder det amerikanske præsidentvalg i november.

Ifølge Bolton kan Nato ende med at falde helt fra hinanden. Det siger han i en udtalelse til det tyske nyhedsbureau dpa.

– Jeg mener, at de skader, som Trump har forvoldt både i USA og internationalt kan rettes op på, hvis præsidenten taber det kommende valg, udtaler John Bolton.

Men hvis præsident Trump får en ny periode, vil skaderne være svære at reparere, mener John Bolton.

– Jeg tror, at Natos eksistens er under pres, hvis Trump får en embedsperiode mere, fortæller Bolton.

Den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver påpeger derudover, at den europæiske befolkning ikke til fulde forstår, hvad der er på spil.

– Han er ikke bevidst om, hvad det vil sige at være amerikansk præsident, siger John Bolton til det tyske nyhedsbureau.

Bolton udgav i juni en bog om Trump-administrationen, der indeholder en voldsom kritik af præsident Trump.

/ritzau/dpa