Tyskland får tvungen coronatest ved indrejse fra risikolande

Rejsende, der kommer fra områder med coronarisiko, skal fra og med lørdag lade sig teste, når de vender tilbage til Tyskland.

Det oplyser den tyske sundhedsminister, Jens Spahn.

Det er altså ikke frivilligt, om man vil lade sig teste.

Hidtil har det været sådan, at rejsende, der vender tilbage fra højrisikolande, har kunnet pålægges af de enkelte delstater i Tyskland at gå i 14 dages karantæne.

– Jeg er helt bevidst om, at det er et indgreb i den enkeltes frihed, siger Spahn om den seneste skærpelse.

Risikoområder i EU er lige nu – ifølge Tyskland – Luxembourg og de tre spanske regioner Aragon, Catalonien og Navarra.

Kriteriet for at blive defineret som et risikoområde er, at der i de seneste syv dage har været over 50 nye smittede per 100.000 indbyggere i de enkelte regioner og lande.

Rundt i Europa meldes der igen om et stigende antal smittede med covid-19.

/ritzau/dpa