Trump vil have ekstra præsidentdebat på grund af brevstemmer

USA’s præsident Donald Trumps kampagnestab har bedt om at få tilføjet en præsidentdebat mod Demokraternes kandidat, Joe Biden, i starten af september.

Trump-kampagnens argument er, at millioner af vælgere ellers vil have nået at brevstemme, inden den første af i alt tre præsidentdebatter har fundet sted.

Anmodningen kommer onsdag i et brev, som Trumps personlige advokat Rudy Giuliani har sendt til kommissionen for præsidentdebatter.

Han har bedt kommissionen om at tilføje en fjerde debat i den første uge af september eller rykke den første debat 29. september til starten af måneden.

Den vigtige svingstat North Carolina begynder efter planen at sende brevstemmer ud til vælgerne 4. september. Flere andre delstater forventes at gøre det samme.

Myndighederne i USA forventer en massiv stigning i antallet af brevstemmer til præsidentvalget på grund af coronapandemien.

/ritzau/Reuters