Seks yderligere registreret døde med covid-19 i Sverige

Der er siden onsdag registreret yderligere seks døde med coronavirus i Sverige.

Det oplyser den svenske sundhedsstyrelse, Folkhälsomyndigheten, torsdag.

Dermed stiger det samlede dødstal i Sverige til 5766 personer.

I løbet af det seneste døgn er yderligere 427 personer blevet testet positive for virusset, fremgår det af opgørelsen.

Siden virusset brød ud, er i alt 81.967 personer dermed blevet registreret smittede i Sverige.

Sveriges statsepidemiolog, Anders Tegnell, oplyser på et pressemøde torsdag, at det især er yngre personer, der udgør de nye smittetilfælde.

– Det er den samme tendens, som vi ser andre steder i Europa, siger han ifølge det svenske medie SVT.

Han tilføjer, at de nye smittetilfælde derfor ikke har en stor effekt på det svenske sundhedsvæsen.

Det skyldes, at yngre mennesker ofte får et let sygdomsforløb, hvis de bliver smittet med covid-19.

Der er dog stadig grund til at være opmærksom på smittespredningen, da de unge risikerer at smitte ældre og mere sårbare grupper, understreger Tegnell.

Torsdag er i alt 236 personer indlagt med covid-19 på de svenske hospitaler, skriver SVT.

Der er ikke mange nyindlæggelser, men til gengæld ligger patienterne længe på coronaafdelingerne.

Kapaciteten på de svenske hospitaler er fortsat god, lyder det på pressemødet.

/ritzau/