Libanon registrerer rekordmange coronaramte efter eksplosion

Libanon har torsdag registreret det højeste antal coronasmittede på en dag – 255.

Derudover har landet registreret to nye dødsfald af smittede med coronavirus. Det skriver nyhedsbureauet AFP, der citerer libanesisk stats-tv.

I alt har landet registreret 4604 tilfælde af smitte med coronavirus. 70 coronaramte er døde, siden Libanon bekræftede sin første smittede borger i februar.

Rekordantallet af coronasmittede kommer to dage efter eksplosionen, der ødelagde store dele af Libanons hovedstad, Beirut.

Eksplosionen har medført mindst 135 dødsfald og cirka 5000 sårede. Ifølge flere internationale medier blev hospitalerne hurtigt overfyldte, efter at eksplosionen fandt sted tirsdag.

Mange tusinde mennesker er blevet hjemløse. Eksplosionen har ødelagt bygninger i flere kilometers omkreds.

/ritzau/AFP/