Kina dømmer canadier til døden midt i krise mellem landene

En kinesisk domstol har torsdag idømt en canadisk statsborger, Xu Weihong, til døden for ulovlig produktion af medicin. Det sker midt i en krise i forholdet mellem Kina og Canada.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Weihong blev i 2016 anklaget for producere stoffet ketamin, et kraftigt bedøvende lægemiddel, samt at købe ingredienser og råmaterialer til produktion af medicin.

Kinesiske myndigheder oplyser, at de har beslaglagt 120 kilo af ketamin på Xu Weihongs adresse i den sydkinesiske by Guangzhou.

Ifølge anklagen producerede Xu Weihong ketamin sammen en anden medskyldig, Wen Guanxiong, der også er blevet dømt til døden. Det skriver Time Magazine. Nationaliteten på Guanxiong fremgår ikke.

Dommen kommer som den tredje i rækken af dødsdomme mod canadiere i Kina.

Sidste år idømte en domstol i Kina to canadiske statsborgere til døden efter anklager om narkohandel.

Den ene canadier, Lloyd Schellenberg, var idømt en straf på 15 år, men blev idømt dødsstraf i en ny og pludselig retssag.

Den nuværende diplomatisk strid mellem Kina og Canada har stået på gennem længere tid, efter, at canadiske myndigheder anholdte Huawei-direktøren Meng Wanzhou i 2018. Anholdelsen kom efter amerikanske myndigheders begæring.

Meng Wanzhou er datter af Huaweis grundlægger, Ren Zhengfei. Hun er sigtet for at have brudt USA’s sanktioner mod Iran. Det gælder blandt andet forretningsspionage samt banksvindel.

Kort efter anholdelsen af Wanzhou blev to canadiere, diplomaten Michael Kovrig og erhvervsmanden Michael Spavor, anholdt i Kina anklaget for spionage. De to canadiske statsborgere er fortsat tilbageholdt i Kina.

Ifølge Canada skete anholdelsen af de to canadiere som gengæld for anholdelsen af Meng Wanzhou. Kinesiske myndigheder fastholder, at anholdelsen af Wanzhou er politisk motiveret.

/ritzau/dpa