Folkemængde i Beirut beder Macron om hjælp til at vælte ledere

En folkemængde i det katastroferamte Beirut beder den besøgende franske præsident, Emmanuel Macron, om at hjælpe med at fjerne den politiske ledelse i Libanon.

Ifølge Reuters siger han til de forsamlede, at han vil garantere for, at den franske hjælp til Beirut ikke vil falde “i hænderne på korrupte”.

Da Macron tidligere på dagen ankom til Beirut, hvor et lager med 2750 ton kunstgødning eksploderede tirsdag med store ødelæggelser til følge og mindst 135 døde, skrev han i et tweet: “Libanon står ikke alene”.

Men han føjede til, at Libanon vil “fortsætte med at synke”, hvis ikke der hastigt gennemføres reformer.

Inden den katastrofale eksplosion hang landets økonomi i laser. Der har siden oktober sidste år været store demonstrationer mod Libanons politiske ledelse, der beskyldes for at være gennemkorrupt.

Skaderne på den libanesiske hovedstad ventes at løbe op i mange milliarder kroner.

/ritzau/AFP