En lang række lande i Europa strammer op på coronaregler

Torsdag faldt Spanien for Udenrigsministeriets smittegrænse, der betyder, at danskerne nu frarådes alle ikke-nødvendige rejser til den yndede feriedestination.

Men det er ikke kun Danmark, der holder nøje øje med udviklingen i coronasmitte både nationalt og verden over.

Storbritannien fjerner nu Belgien fra landets liste over coronasikre rejselande, oplyser ITV-korrespondenten Carl Dinnen ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Smitten er steget i Belgien. Blandt andet er 50 medarbejdere på et slagteri blevet testet positiv for coronavirus.

Storbritannien har desuden allerede karantæneregler for briter, der kommer tilbage fra Luxembourg og Spanien, fordi smitten er steget drastisk i de to lande.

Når Storbritannien fjerner lande fra rejselisten, betyder det, at tilbagevendte briter skal gå i 14 dages karantæne.

I Spanien, hvor smitten igen blusser op, oplever blandt andre den spanske vinby Aranda de Duero en massiv stigning af smittetilfælde.

199 er konstateret smittet i byen i løbet af de seneste 24 timer.

Spanien har derfor valgt at lukke byen de næste 14 dage. Ind- og udrejse vil kun være tilladt i særlige tilfælde. Det samme er allerede blevet indført i to andre spanske kommuner.

Med over 28.000 coronarelaterede dødsfald og over 300.000 bekræftede smittede er Spanien et af de hårdest ramte lande.

Norge fraråder fra torsdag alle ikke-nødvendige rejser til Frankrig, Monaco, Schweiz og Tjekkiet.

– Udviklingen i flere europæiske lande går desværre ikke i den rigtige retning, siger udenrigsminister Ine Eriksen Søreide i en pressemeddelelse.

I Holland advarer premierminister Mark Rutte om, at smitten er på vej tilbage.

Holland registrerede 601 nye smittetilfælde torsdag.

– Virusset udvikler sig farligt, og vi er i fare for at tabe de fremskridt, vi har taget sammen i de seneste måneder, siger premierministeren ifølge Reuters.

– Vi ønsker ikke en ny lukning, og vi behøver ikke at have en. Men det bliver ikke sådan af sig selv, siger han.

Han opfordrer turister i Amsterdam og landets unge til at følge coronarestriktionerne – herunder at holde afstand.

Nordirland var klar til at åbne landets pubber, men torsdag meddelte man, at befolkningen muligvis må vente til september.

Torsdag registrerede Nordirland det højeste antal smittede på én dag siden maj. 43 er konstateret smittet i løbet af 24 timer.

– Nogen mener muligvis, at det ikke er et højt antal. Men det indikerer en trend. Og det er derfor, vi reagerer nu, fordi vi vil kunne åbne skolerne i september, siger Arlene Foster, der er førsteminister i Nordirland.

/ritzau/Reuters