Redningshold i Beirut kæmper med manglende strøm

Redningsarbejdet i Beirut efter tirsdagens eksplosion bliver besværliggjort af, at der i store dele af byen ikke er noget elektricitet.

Det siger Libanons sundhedsminister, Hamad Hassan, til nyhedsbureauet Reuters.

Eksplosionen har indtil nu kostet 78 mennesker livet og ødelagt store dele af Libanons hovedstad, mens omkring 4000 personer er blevet såret.

– Der er stadig mange savnede. Folk spørger myndighederne efter deres kære, og det er svært at lede om aftenen, fordi der ikke er noget elektricitet. Vi står over for en ægte katastrofe og har brug for tid til at vurdere omfanget af skaderne, siger Hamad Hassan.

Den økonomiske krise i Libanon betyder, at mange steder i landet kun modtager mellem to og tre timers strøm om dagen.

Det berettede den amerikanske avis Washington Post om i en artikel om landets svære økonomiske situation for et par uger siden.

Her kom det også frem, at et fly i sidste måned måtte afbryde en landing i Beiruts lufthavn, fordi lysene på landingsbanen gik ud.

Trafiklysene i hovedstaden er også stoppet med at virke, skrev avisen.

/ritzau/