Libanons regering indfører krisetilstand i Beirut

Libanons regering har onsdag meddelt, at der indføres to ugers kriseberedskab i Beirut efter eksplosionen tirsdag.

Det siger landets informationsminister ved et tv-transmitteret pressemøde.

Mindst 100 mennesker blev dræbt under en eksplosion tirsdag eftermiddag på havnen i Beirut. Libanesisk Røde Kors har oplyst, at cirka 4000 mennesker er såret – mange af dem alvorligt.

– Der ligger mange mennesker begravet under murbrokkerne, siger en embedsmand fra Libanons civilforsvar til dpa.

Meddelelsen om “state of emergency” – kriseberedskab – kommer samtidig med, at Libanons regering har besluttet, at ledende embedsmænd fra havnemyndighederne, som har haft ansvar for lagre og for kontrollen af dem siden 2014, skal sættes i husarrest. Det oplyser anonyme regeringskilder til Reuters.

Det står ikke klart, hvor mange embedsmænd der er omfattet af beslutningen.

Der er blevet sendt hospitalsudstyr, medicin og felthospitaler til Beirut fra mange lande sammen med redningseksperter og sporhunde.

Katastrofen skete på et tidspunkt, hvor Libanon er kastet ud i landets værste økonomiske og politiske krise siden borgerkrigen fra 1975 til 1990. Libanons sundhedsvæsen er i knæ efter krisen.

Det var i alt 2750 ton ammoniumnitrat, som eksploderede i en eller flere lagerbygninger på havnen i Beirut, har Libanons præsident, Michel Aoun, skrevet i et tweet.

Årsagen til eksplosionen er ikke klarlagt, men det står klart, at de mange ton ammoniumnitrat blev opbevaret uforsvarligt.

Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, rejser torsdag til Libanon som den første internationale leder efter katastrofeeksplosionen. Frankrig har iværksat et hurtigt genopbygningsprogram for at hjælpe landets tidligere koloni.

Langs hele den vigtigste hovedvej i den ramte region står der ødelagte biler ved delvist ødelagte boligblokke med sprængte vinduer.

Beiruts guvernør, Marwan Abboud, siger, at mellem 200.000 og 250.000 af byens indbyggere er blevet gjort hjemløse. Myndighederne forsøger at skaffe dem mad, vand og husly.

/ritzau/