Guvernør: Beirut-katastrofe koster milliarder

Ødelæggelserne i Beirut efter en meget voldsom eksplosion i byens havn løber op i mindst tre milliarder dollar, vurderer guvernør Marwan Abboud i den libanesiske hovedstad.

Der er ødelæggelser i over halvdelen af byen, siger han.

Mindst 100 mennesker er omkommet under eksplosionen tirsdag eftermiddag. Her eksploderede et stort lager med kunstgødning.

Det har gjort 200.000 af byens beboere hjemløse, fortæller Abboud.

– Vi har mistet ti af Beiruts brandfolk, og skaderne ligger på mellem tre og fem milliarder dollar, og måske mere, siger han.

Det svarer til mellem knap 19 og 31,5 milliarder kroner.

Præsident Michel Aoun skrev tirsdag på Twitter, at der befandt sig 2750 ton ammoniumnitrat i det lager på havnen, som eksploderede.

Det har i seks år været oplagret på havnen, uden at sikkerheden omkring bygningen var i orden.

/ritzau/dpa