Eksplosion i Beirut har foreløbig kostet 100 livet

Libanesisk Røde Kors oplyser, at den kolossale eksplosion i Beirut foreløbig har kostet 100 mennesker livet. Der ligger stadig ofre i ruinerne.

Over 4000 meldes såret ved eksplosionen, der skete tirsdag eftermiddag.

– Indtil nu er over 4000 mennesker blevet såret, og over 100 har mistet livet.

– Vores hold er stadig i gang med en redningsoperation i de omliggende områder, hedder det i erklæringen fra Libanesisk Røde Kors.

Det seneste dødstal, der har været fremme natten til onsdag, var 78.

Eksplosionen skete på et lager på havnen, hvor man opbevarede stærkt sprængfarlige materialer.

/ritzau/AFP