Mange er sårede og dræbt i voldsom eksplosion i Beirut

Mindst ti mennesker er dræbt, og snesevis af andre er sårede i en kraftig eksplosion, der tirsdag eftermiddag har ramt Libanons hovedstad, Beirut.

Det oplyser sikkerhedskilder og lægekilder til nyhedsbureauet Reuters.

Et stort antal mennesker er sårede, og der er sket omfattende ødelæggelser, siger Libanons sundhedsminister til tv-stationen LBC.

Medier i landet viser billeder af blødende mennesker, der er fastklemt under murbrokker.

Andre sårede går rundt i gaderne i det centrale Hamra-kvarter, hvor hver eneste butik i hovedgaden har fået knust ruderne, skriver nyhedsbureauet AFP.

Det er endnu uklart, hvad der har forårsaget eksplosionen. Men foreløbige og ubekræftede meldinger tyder på, at der var tale om en ulykke.

Et nyhedsbureau i Libanon skriver, at der er sket en eksplosion på et stort fyrværkerilager, rapporterer den amerikanske tv-station CNN på sin hjemmeside. Denne oplysning er heller ikke umiddelbart bekræftet fra myndighedernes side.

Braget splintrede vinduerne i huse flere kilometer væk, forårsagede rystelser over store dele af Beirut og sendte en tyk søjle af røg op i luften.

Sikkerhedskilder siger til Reuters, at eksplosionen skete i et område af Beiruts havn, hvor der ligger lagerbygninger.

Flere bygninger er ødelagt og, adskillige biler er blevet blæst omkuld af trykket fra eksplosionen, rapporterer den britiske tv-station BBC.

Flere brugere på sociale medier deler videoer af den kraftige eksplosion. Nogle af optagelserne ser ud til at vise to eksplosioner – først en mindre og derpå en kraftigere.

Det sker på et tidspunkt, hvor Libanon er præget af den værste økonomiske krise i årtier. Det har udløst massive demonstrationer mod regeringen.

Samtidig er der kun tre dage til, at der efter planen skal falde dom i sagen om drabet på Libanons tidligere premierminister Rafik Hariri.

Fire formodede medlemmer af shiamilitsen Hizbollah er anklaget for at have stået bag den kraftige bombe, der i 2005 dræbte Hariri og 21 andre ved Beiruts havnefront.

En kvinde i det centrale Beirut siger til AFP:
– Det føltes som et jordskælv. Jeg følte, at det var større end eksplosionen i forbindelse med drabet på Hariri i 2005.

/ritzau/