Lærere i USA går på gaderne mod undervisning under pandemi

Lærere fra en række skoler i USA demonstrerer mandag lokal tid mod flere delstaters planer om at genoptage undervisningen på skoler.

De mener, at det er for risikabelt at genoptage undervisningen, mens coronavirus fortsat hærger USA.

I lange rækker kører lærerne i biler, hvorpå der blandt andet er skrevet opfordringer til myndighederne om at anvende onlineundervisning, indtil det igen er sikkert at komme i klasseværelset.

– Jeg ønsker ikke udsætte mig selv eller mine elever for fare. Jeg ønsker ikke at være et eksperiment, siger Andrea Parker, der underviser yngre klasser i en skole i Chicago.

Lærerne ønsker blandt andet, at skoledistrikterne ansætter mere sundhedspersonale samt flere vejledere.

Fagforeningen for lærere i Milwaukee, der repræsenterer undervisere i hele delstaten, har på Twitter offentliggjort billeder af protesterne.

På en gravsten af pap har nogle skrevet, at “her ligger en elev fra tredje klasse fra Greenbay, der fik covid på skolen”.

Og på en anden papgravsten står der:
– Hvil i fred, bedstemor fik covid, da hun hjalp sine børnebørn med lektierne.

/ritzau/Reuters