FN-rapport: Nordkoreas atomprogram har nået ny fase

Nordkorea fortsætter med at udvikle sit atomprogram og er formentlig lykkedes med at udvikle små atomsprænghoveder, der kan monteres på landets interkontinentale ballistiske missiler.

Det vurderer flere lande i en hemmelig FN-rapport, som nyhedsbureauet Reuters har set mandag.

Rapporten er udarbejdet af uafhængige eksperter, der overvåger FN’s sanktioner mod Nordkorea.

De siger, at de unavngivne lande i rapporten tror, at Nordkoreas seneste seks atomprøvesprængninger sandsynligvis har hjulpet landet med at udvikle de små atomsprænghoveder.

Nordkorea har ikke udført en atomprøvesprængning siden september 2017.

Den foreløbige rapport blev mandag fremlagt for de 15 medlemslande i FN’s Sikkerhedsråds Nordkorea-komité.

/ritzau/Reuters