Dansker i Beirut fik vinduer knust af tryk fra eksplosion

Danske Amanda Flyvbjerg var tirsdag eftermiddag i gang med skolearbejde, da hendes lejlighed i Beirut i Libanon begyndte at ryste.

– Så gik der et par sekunder, der kom en meget højlydt eksplosion, og så sprang mine vinduer, siger hun.

Hun befinder sig lige nu i den libanesiske hovedstad og melder om kaotiske tilstande, efter at der tirsdag har været en kraftig eksplosion.

Selv om hun bor et par kilometer væk fra det havneområde, hvor eksplosionen fandt sted, var trykket fra eksplosionen så stort, at det har ført til markante ødelæggelser.

Området, hvor eksplosionen skete, ligner en krigszone, fortæller Amanda Flyvbjerg.

– Jeg bor i bydelen Hamra. På den gade, jeg bor, er vinduerne i de fleste af bygningerne eksploderet.

– Der er flere hundrede sårede. Der er endnu ingen officielle rapporter om, hvor mange der er døde, men der er mange, som ikke kan få fat i folk, de kender, der arbejder nede på havnen, siger hun.

/ritzau/