Udbrud af coronavirus i Californien er aftagende

Coronaudbruddet i Californien er aftagende målt på antallet af nye smittetilfælde og hospitalsindlæggelser.

Men tendensen er endnu ikke så markant, at det er nok til at overveje en ophævelse af restriktioner, der er indført for at bremse smittespredning.

Det siger den amerikanske delstats guvernør, Gavin Newsom.

Californien, der med omkring 40 millioner indbyggere er USA’s mest folkerige delstat, har registreret næsten 515.000 smittetilfælde og over 9300 dødsfald som følge af virusset.

– Dette virus forsvinder ikke bare. Det tager ikke en fridag i Labor Day-weekenden, til halloween eller i ferierne. Vi kommer til at skulle leve med dette virus, indtil vi har en vaccine, siger Newsom.

I alt er over otte millioner personer blevet testet for coronavirus i Californien. Andelen af positive resultater er de seneste 14 dage faldet til syv procent sammenlignet med 7,5 procent i de to uger forinden.

/ritzau/Reuters