Trump vil have Boston-bombemand dømt til døden igen

USA’s præsident, Donald Trump, vil have bombemanden fra Boston Marathon dømt til døden igen. Det skriver præsidenten på Twitter sent søndag aften dansk tid.

Udmeldingen kommer, efter at en føderal appeldomstol i sidste uge omstødte dødsdommen over Dzhokhar Tsarnaev.

– Sjældent har nogen fortjent dødsstraffen mere end Boston-bombemanden, Dzhokhar Tsarnaev, skriver Trump.

– Så mange liv mistet og ødelagt. Regeringen må igen gå efter dødsstraffen i en gentagelse af den oprindelige retssag. Vores land kan ikke lade appelbeslutningen stå ved magt.

Tsarnaev er dømt for at stå bag bombeangrebet mod Boston Marathon i 2013, hvor tre personer blev dræbt, og over 260 blev såret.

Den dengang 19-årige Tsarnaev udførte bombeangrebet sammen med sin bror, der blev dræbt under den efterfølgende politijagt.

De to brødres familie stammede fra Tjetjenien. Den nu 27-årige Tsarnaev var amerikansk statsborger.

Appeldomstolen i Massachusetts, der fredag omstødte dødsdommen, lagde især vægt på, at der har været problemer med neutraliteten i udvælgelsen af en jury.

Domstolen stadfæstede de fleste af Tsarnaevs domme, men instruerede en distriktdomstol til at afholde en ny retssag, der skal afgøre, hvilken straf han skal have for de forbrydelser, han oprindeligt blev dømt til døden for.

Uanset udfaldet af den nye retssag skal Tsarnaev stadig sidde i fængsel resten af sit liv.

Det sagde de tre dommere ved appeldomstolen fredag.

Dzhokhar Tsarnaevs advokater har altid hævdet, at hans bror var den mest skyldige af de to, med henvisning til at Dzhokhar ikke tidligere havde begået vold.

Præsident Donald Trump har jævnligt krævet, at dødsstraffen skal tages mere i brug i USA.

Statslige sager om dødsstraf er sjældne i USA, også selvom tre fanger i sidste måned blev henrettet.

Det skete, efter at Trump havde beordret en genoptagelse af statslige henrettelser efter en 17 år lang pause.

En fjerde henrettelse er planlagt i slutningen af næste måned.

/ritzau/AFP