1300 brandfolk kæmper med skovbrand i Californien

Omkring 1300 brandfolk kæmper søndag lokal tid med en skovbrand i det sydlige Californien.

Branden truer tusindvis af mennesker og hjem øst for Los Angeles.

Den brød ud fredag nær byen San Bernadino og har fået navnet “Apple Fire”.

Flammerne har indtil videre brændt sig gennem 8000 hektar land og sendt søjler af røg op, der kunne ses langt væk.

Lørdag aften blev der i flere områder udsendt en beredskabsmeddelelse om dårlig luftkvalitet.

Mindst 2600 hjem og 7800 mennesker er blevet evakueret.

Myndigheder kan endnu ikke sige, hvornår de kan vende tilbage.

De mere end 1300 brandmænd har fået hjælp fra helikoptere, brandslukningsfly og flere lastbiler.

Tidligere søndag lykkedes det at få inddæmmet 12 procent af branden, men efterfølgende mistede brandfolkene kontrollen.

/ritzau/AFP