Minister: Rusland er klar til at massevaccinere i oktober

Rusland forbereder sig på at begynde på massevaccinering mod coronavirus i oktober.

Det siger landets sundhedsminister, Mikhail Murasjko, lørdag ifølge det russiske nyhedsbureau Ria.

Læger og lærere vil være de første, der bliver vaccineret, tilføjer ministeren.

Han oplyser ikke umiddelbart mere om den vaccine, der vil blive brugt.

Tidligere på ugen skrev Ria, at et statsligt institut i Rusland havde indledt test af en potentiel vaccine på mennesker. Fem forsøgspersoner fik en vaccine mandag. I alt ventes 100 testpersoner at indgå i afprøvningen af vaccinen.

Det er den anden russiske vaccine, der prøves på mennesker. Tidligere på måneden afsluttede en anden statslig instans, Gamaleija-instituttet, de første forsøg på mennesker. Instituttet forventer at foretage forsøg i større omfang i august.

En unavngiven kilde sagde tidligere på ugen til Reuters, at en af de russiske vacciner ventes at blive godkendt i august og givet til ansatte i sundhedssektoren snart efter det.

Rundt om i verden arbejder forskere på over 100 projekter for at finde en vaccine mod coronavirus.

Mindst fire af de potentielle vacciner er nået til fase tre, viste data fra WHO tidligere på ugen. Tre af dem er fra Kina og en er fra Storbritannien.

/ritzau/Reuters